Du er her: 

”Kristendommen bliver tydeligere og vi skal hjælpe til”

Senmoderne mennesker har fået nok af at kigge ind i sig selv. De søger noget udenfor dem selv, og her står kristendommen stærkt,, mener valgmenighedens formand Christian Hougaard-Jakobsen. For den påstår at mennesker får værdi af Gud ikke af sig selv.

Formand for Osted Valgmenighed Christian Hougaard-Jakobsen mener, at kristendommen er blevet mere synlig. Han taler også gerne om sit eget kristne ståsted, men mener respekten for andres grænser er vigtig

Tekst og foto Heiner Lützen Ank

På spisebordet i forstanderboligen på Midtsjællands Efterskole ligger en stak aviser. Pænt skubbet ud til siden, så familien kan være sammen omkring bordet.

En af de historier, der fylder godt i aviserne, er fortællingen om, hvordan komiker, skuespiller og TV-vært Casper Christensen er blevet døbt. Når en kendis på det niveau springer ud som kristen, er det noget, der bliver lagt mærke til.

Og ifølge Christian Hougaard-Jakobsen, formand for Osted Valgmenighed og forstander på Midtsjællands Efterskole, er det faktisk godt, at en dåb som Casper Christensens skaber opmærksomhed.

”Der er efterhånden mange kendte, der offentligt har sagt: Jeg tror på Gud. Den seneste, er så Casper Christensen. Her er virkelig tale om en omvendelse. Når kendte træder frem og siger det offentligt, er de med til at bane vej for andre.” Christian Hougaard-Jakobsen kender som de fleste andre kun Casper Christensen fra offentligheden. Alligevel mener han, at komikeren et godt eksempel på en trend i tiden. ”Hans vej mod kristendommen er på mange måder eksemplarisk. Det senmoderne menneske, der står på skuldrene af 68erne, altså ”Gud er død-idelogien”, og man skal finde meningen inde i sig selv. Det senmoderne menneske er ved at nå dertil, hvor det ikke længere er nok. Lidt Brinkmannsk sagt: hold op med at kigge ind i dig selv.”

Kig udad mod fællesskabet

Når det senmoderne menneske, hvad end det er Casper Christensen eller et helt almindeligt menneske, således har fået nok af at kigge ind i sig selv, må det kigge andre hen, mener Christian Hougaard-Jakobsen.

”Der er behov for at søge ud af sig selv. At søge efter en mening, der er større og stærkere end én selv. For Casper Christensen lyder det som om, det har været en eksistentiel rejse. Man fornemmer næsten, at han, som Kierkegaard siger, er sprunget ud på de 70.000 favne dybe vand.”

”Men vi møder alle ting, vi ikke selv kan klare. Coronaen er et godt eksempel. Hvad er det, der binder os sammen i den situation? Det er noget åndfuldt. Blandt andet fællessang. Læg hertil USA, der er ved at implodere, og en MeToo-bølge. Vi er nået til et punkt, hvor vi er klar over, at der er brug for mere og andet end det, vi selv kan. Så søger man ud af og kigger ud over savannen og finder ud af, at man nok har brug for noget, der er større.”

Den radikale kristendom

Et godt bud på noget, der er større end én selv, er kristendommen. For kristendommens budskab er nemlig, at et menneskes værdi ikke kommer fra mennesket selv. Men er noget, Gud skænker hver eneste uden undtagelse. En pointe, Christian Houggard-Jakobsen mener, Herdis Møllehave, Johannes Møllehaves kone fanger i en fortælling.

”Johannes Møllehave beskriver et sted, hvordan han og forfatteren Erik Aalbæk Jensen igennem en hel nat drak sig fulde. Samtidig diskuterede de betingelserne for at komme i himlen. Aalbæk Jensen ville ikke i himlen, hvis der var plads til Hitler. Omvendt ville Møllehave kun i himlen, hvis der var. Så går Herdis Møllehave forbi og spørger de to fyldebøtter: Har I overhovedet overvejet, om der er plads til jer?”

”Det er en god historie. For er der er plads i himlen til Hitler? ja det er der. Har jeg plads til Hitler? Nej, det har jeg ikke. På denne måde er kristendommen radikal, for den siger: Du er elsket, uanset hvad. Og det er en anden type kærlighed end den, jeg kan præstere. Det er et godt budskab i en tid, hvor vi måske erkender, at vi ikke har nok i os selv.”

Der skal ord på uden de bliver højlydte

Kristendommen er blevet tydeligere, mener Christian Hougaard-Jakobsen. Og det er godt, for der er brug for en religion, der fortæller senmoderne mennesker, at de har værdi, uden at de selv skal skabe den.

Et budskab, der også passer Christian Hougaard-Jakobsen godt i forhold til hans eget liv. Selvom han på sin vis har bevæget sig i modsat retning i forhold til det, offentligt at stå ved sin kristne tro.

”Jeg er vokset op i et indremissionsk miljø, hvor det var god tone at tale meget åbent og inderligt om sin kristne tro. Men senere lærte jeg af min svigerfar, at det ikke er så vigtigt, hvor meget, man taler om den. Men at det er vigtigere, at det kommer til udtryk i ens måde at være til på.”

”Noget af det, jeg har lært i min svigerfamilie er således, at vi skal gå ud og leve vores liv sammen med dem, vi er sat sammen med. Menneske først og kristen så omsat til praksis. Det religiøse element er en slags overbygning på hverdagen, der ikke må stikke af. For så bliver det hurtigt noget andet end kristendom.”

Vi skal turde være til stede

Som formand for valgmenigheden og forstander på efterskolen, og som et menneske, der mener, der skal tales højt om kristendommen, uden det bliver skingert, har Christian Hougaard-Jakobsen en opgave, der hele tiden balancerer. ”Vi, der har sproget, og lysten til at tale om det, har et ansvar for at møde mennesker, der har et behov. Det er også en opgave for kirken. Uden at trække det ned over hovedet på folk. Men når det nu er blevet mere legalt at tale om kristendom, så må vi, der har beskæftiget os med det længe, og for hvem isen ikke er så tynd, ikke være bange for at rykke ud med det. Uden at det bliver belærende.”

En opgave, der også ligger lige for på efterskolen. ”Fire ud af fem kommer og går som kirkefremmede. Men vi taler om det, når de spørger, og de går os på klingen. Vi har morgensang hver dag, og der er altid et religiøst element i det, igennem sang eller bøn. Men det er samtalen i den frie tid, tirsdag aften i dagligstuen, der virkelig betyder noget. De unge efterspørger ikke nødvendigvis svar med to streger under. Men de vil gerne have noget at spejle sig i og så selv tage stilling siden hen.”

I dette nummer af Levende Ord kan man læse, at professor emeritus, Ove Kaj Pedersen opfordrer teologer og filosoffer til at melde sig på banen. Det sker samtidig med, at kendte mennesker som Casper Christensen åbent fortæller om deres dåb.

Christian Hougaard-Jakobsen peger over på stakken af aviser.

”Det er nok nu, teologer og filosoffer skal på banen. Men også høj- og efterskolefolk. Og folkekirken og valgmenigheder. Det er nok nu, der er god mulighed for at få folk til at lytte til kristendommens budskab om, at alle mennesker har værdi.”

 

 

 

Del dette: