Du er her: 

Påskeprædiken

Fra graven i Jerusalem. Foto Klara Korsgaard

Tekst Laura Lundager Jensen, valgmenighedspræst

”Vores liv er meget større, end hvad vi vil og evner selv at gøre.” Sådan sang vi i dåbssalmen af Christiane Gammeltoft Hansen. Netop dét er det, påskemorgen fortæller. At Guds kraft er altovervældende, stenvæltende og håbsindgydende. Om nogen må kvinderne påskemorgen da have følt det sådan, samtidig med det også må have været voldsomt skræmmende.

For døden var indtruffet og ingens arme skulle nogensinde igen omfavne Jesus – deres herre, søn, ven. Og ”helvede er at have arme, men ingen at omfavne”, som forfatteren Jón Kalmar Stefanssons siger i sin bog Himmerige og helvede. Hensat i sorg havde de nu i to døgn ventet på at kunne gøre alt det, der hører sig til og bør gøres ved dødsfald, og endelig søndag morgen var sabbatten forbi, og de kunne gå ud til graven. De købte salver og cremer og gik afsted for at ordne liget, som kvinder i evigheder har gjort før dem.

Vi genkender bevægelsen – og ikke kun fra den morgen – men det, at når intet mere er, som det bør være, så alligevel at handle ud af et ”burde”. Vi kender at være ladt tilbage - kender i hjertet billedet af den efterladte familie. Børnene i køkkenet, handlingslammede men alligevel på vej, mens de leder efter burde-handlingen. ”Altid var det jo deres mor, der satte i gang, gav ordre. Nu var hun væk. Så tager drengen resolut pudseklude og Silvo frem. Mor ville nok have pudset sølvtøjet. Ja og vinduerne, lavet lister for indkøb, gæster, opgaver. Nu var det begravelsen det gjaldt – og selvom det ikke lignede de fester, familien normalt gjorde i stand til – var det jo alligevel en begivenhed, hvor mange ville komme”.

Sådan omsætter vi sorg til handlen. Og sådan gik kvinderne afsted for at gøre, hvad de burde, men kom så i tanke om stenen. Den definitive gravsten. Den sten, der adskiller mellem liv og død, den sten, der spærrer. Jeg læste fornylig Aksel Sandemoses beskrivelse af at have mistet i hans bog Murene omkring Jeriko.

Hans søn Esben er død. Sandemose er ikke kristen, men mærker ”stenen” og deler på den måde forståelse med kvinderne. »Sorgen måtte jeg arbejde mig ud af alene – og rent fysisk måtte jeg gøre det,« skriver han. »Så jeg brugte et par måneder på at flytte sten. Sten så store som pianokasser. Lærte mig selv de kneb, man må have benyttet sig af selv i oldtiden, når de ville ommøblere naturen.«

Ensom og ulykkelig baksede han sig ud af sin sorg ved at flytte sten. Og selvom denne afsindige tumlen med hushøje sten virker grotesk, er det en heroisk livstrods, som ingen, der har prøvet at miste én, de holder af, tør trække på skuldrene af. Des mere mirakuløs er fortællingen om kvinderne, der oplever, at der ingen sten er, der skal flyttes eller væltes. Da kvinderne kom til graven, forventede de en Sandemosisk hushøj sten. Men de ser, at stenen var væltet fra. Og ikke bare den fysiske sten er væltet fra, den døde er også væk, graven er åben, tom. Døden er tom.

Jeg var, som nogle ved, i Jerusalem for en måned siden, hvor jeg besøgte Jesu grav – dvs. jeg besøgte dem begge to (ingen ved jo helt, hvor den i virkeligheden er). Den ene er katolikkernes, kopternes og armenernes gravkapel og den anden de protestantiskes grav. Og selvom katolikkernes rummede pragt og stemning og røgelse og højlydt messen, blev mit protestantiske sind mere berørt af besøget i den lutherske gravhave lige uden for de nuværende bymure. Her var også andagter og sang, men religiøsiteten var af en helt anden art: stilhed, andægtighed (kedeligere ville nogle sige) og smuk. I en krog i haven lå graven, stenen var stadig væltet fra, og man kunne træde ind i et nøgent rum med et enkelt symbol på væggen, men ellers kun hvidt.

Men det, der især var, var tomhed. En tomhed, der bar betydning. Måske var det det ord, der gjorde, at Søren Ulrik Thomsens digt Hvert år på den dato pludselig landede i min bevidsthed. Det er ikke langt, så I får det i dets fulde længde:

Hvert år på den dato

der tilfældigvis blev din fødselsdag

tager vi med toget til Århus for at besøge din grav

som nu engang er det sted her i verden hvor du ikke er.

På turen op gennem byen køber vi blomster

og taler som på enhver anden dag

indtil vi står foran stenen.

Og på vej tilbage regner det altid.

Eftersom intet af dette giver mening

og alligevel finder sted

må det være af største betydning.

»Din grav som nu engang er det sted her i verden hvor du ikke er«. Det var dét, kvinderne oplevede påskemorgen. Graven var det sted, hvor Jesus netop ikke var.

De oplevede, hvad kristne siden har fået lov at opleve. Hver især har vi vores sten på kirkegårde, steder, vi opsøger på mærkedage og andre dage, netop for ikke at finde den, vi søger, og netop det er betydningsbærende. Alt det gjorde Påskemorgen. Alt blev vendt om for kvinderne. Stenarbejdet var væk, graven var tom, alt det, kvinderne antog de med sikkerhed stod overfor, var ikke mere.

En rystende oplevelse når ens fornuft og verdensopfattelse overtrumfes af virkeligheden. Men derfor netop betydningsbærende. Sådan er påskens evangelium. Påskemorgen sættes vi til at se, at der ikke er nogen sten, tage til os at stenen allerede er væltet fra. Og ikke på grund af egne evner, salveindkøb, pudsen sølvtøj, stenflytningsteknikker og anden bearbejdelse af sorg. Men væltet fra en gang for alle, da Gud påskemorgen rakte sig mod os og lagde betydning i betydningsløsheden. Når vi oplever, som kvinderne måtte opleve, at stå med armene ned langs siden i det helvede, hvor der ikke er nogen at omfavne, skræmte og usikre, omfavnes vi af den fortælling.

Fortællingen om at stenen er væltet fra - allerede før vi når frem – endda allerede før vi overhovedet når frem til selv at tænke på og tro, vi skal gøre det.

at måtte tro på dødens tomhed og mærke os omfavnet af livet på trods - omfavnet af forår og sol og menneskers smil, og sådan få mod til at tro ”at vores liv er meget større, end hvad vi vil og evner selv at gøre”. Og at det finder sted, selvom det ikke giver mening, er netop det, der er af største betydning.

Glædelig påske.

Del dette: