Du er her: 

Sådan husker jeg befrielsen

Foto: Bo Nygaard Larsen

Ellen Gyldenkerne, 96 år, Kirsten Frandsen, 85 år, Ejvind Oxe, 92 år, Solvejg Olsen, 92 år. - Fortæller hvordan de husker befrielsen.

Ellen Gyldenkerne 96 år, Osted.

Ellen Gyldenkerne er født i Allerslev, men flyttede som ni-årig med sine forældre til Samsø. I 1943 blev hun ansat som tjenestepige i Osted Præstegård. »Den 2. maj 1945 skulle jeg hjem til min forældre på Samsø. På færgen fra Kalundborg så vi, hvordan allierede fly bombede et tysk skib. Det var meget dramatisk, og jeg blev bange. På den anden side tænkte jeg, at hvis dette kunne ske i dansk farvand, måtte det betyde, at krigen snart var slut,« siger Ellen Gyldenkerne. To dage senere kom så befrielsesbudskabet over BBC. »Jeg husker tydeligt den lykke, der gennemstrømmede mig, da jeg hørte budskabet,« siger Ellen Gyldenkerne og fortsætter.

»Vi var kun min mor, min far og jeg derhjemme den aften. Vi blev himmelhenrykte og glade, og jeg tænker, at vi nok tog os et lille glas for at fejre vores frihed,« siger Ellen Gyldenkerne, der på befrielsesaftenen var 21 år. »Jeg fulgte meget med i krigen, og i en periode så det ud til, at tyskerne ville vinde. Men i 1942 vandt de britiske styrker over Tyskland i slaget ved el-Alamein i Egypten, og jeg kan huske, at min far sagde, at nu var krigen vendt. Det var en stor glæde,« siger Ellen Gyldenkerne, der også selv fulgte med i kirgen: »For eksempel husker jeg tydeligt, da de allierede styrker gik i land i Normandiet,« siger hun.

Kirsten Frandsen, 85 år, Osted.

Under det meste af besættelsen boede Kirsten Frandsen på Osted Fri- og Efterskole, hvor hendes forældre var forstanderpar. »Den 4. maj om aftenen spillede vi børn håndbold på skolens boldbane. Vi vidste ikke, at Danmark var blevet befriet, før min far kom og fortalte det,« siger Kirsten Frandsen og fortsætter:

»Min far samlede alle, der var på skolen, og så gik vi fra rum til rum og rev mørklægningsgardinerne ned, også dem, som min mor havde dekoreret med motiver fra H.C Andersens eventyr og klippet ud i hvidt papir, og smed dem på et stort bål i skolegården. Så samledes vi alle omkring bålet og sang.« Dagen efter blev der i Osted Kirke afholdt en spontan gudstjeneste, som Kirsten Frandsen også deltog i.

»Og jeg husker det sådan, at vi børn i en lang periode hver dag sad i vejgrøften og så, at de tyske soldater gik hjem,« siger Kirsten Frandsen. Hun var fem år, da Danmark blev besat, og ti år, da befrielsen kom.

»Jeg var glad for, at Danmark blev befriet. Ganske vist var jeg ikke gammel nok til at vide alt, hvad der foregik, men noget vidste jeg. Det værste var at mærke den knugende angst, der prægede de voksne,« siger Kirsten Frandsen og fortsætter: »Vi havde for eksempel en jødisk stuepige, der henover natten måtte flygte til Sverige. Selvom hun kom sikkert over Øresund, påvirkede hendes situation os alle.«

Ejvind Oxe, 92 år, Himmelev.

»Tyskerne er slået.« Den 16-årige Ejvind Oxe råber sin begejstring, da han den 4. maj 1945 om aftenen, dukker op hos sin morbror og tante i Køng på Fyn. Her er de sammen med nogle gode naboer godt i gang med at fejre tantens 41-års-fødselsdag. »Nå, ja, det er godt med dig. Det sagde du også i forgårs,« var det nøgterne svar. Og Ejvind Oxe måtte medgive, at han ved den lejlighed havde ladet sig styre lidt for meget af et rygte.

»Så lukker vi op for radioen, og de hører, at det er sandt, hvad jeg har sagt. Vi skåler i portvin, og min morbror havde naturligvis gemt en flaske af den ægte vare til denne særlige dag,« siger Ejvind Oxe og fortsætter:

»Det bliver ganske sent, da jeg i en ganske særlig stemning kommer hjem til mit logi.« På det tidspunkt læste han et præliminærkursus på Glamsbjerg Fri- og Efterskole. Skolen var imidlertid blev inddraget af tyskerne, så al undervisning var forlagt til et lokalt gartneri. »Normalt var der også undervisning om lørdagen, men den 5. maj var den aflyst. Jeg besluttede mig derfor for at cykle de 38 kilometer hjem til Ryslinge. Mens jeg cykler, kan jeg høre, hvordan alle kirkeklokkerne bimler i støvregnen - og lyder ligeså glade som alle danskerne,« siger Ejvind Oxe.

Solvejg Olsen, 92 år, Osted.

»Vi fejrede nok befrielsen lidt anderledes, end man gjorde det i byerne.« Sådan lyder det fra Solvejg Olsen, der den 4. maj om aftenen var i sit barndomshjem - en gård på Vardekanten. »Min forældre var til en fødselsdag, så jeg var alene i stuen. Jeg var 16 år og var vant til at høre BBC. Da befrielsesbudskabet lød, løb jeg ud på gårdspladsen og råbte det, så højt jeg kunne. Så kom alle karlene og pigerne, og ikke ret lang tid senere kom mine forældre hjem,« siger Solvejg Olsen og fortsætter: »Vi var jo vestjyder, så jeg tror ikke, at vi råbte hurra, men vi var meget glade, for endelig havde vi fået vores frihed tilbage.

Dagen efter var der høj sol, og pludselig stod der en masse mennesker ude i vores have. Det var naboer, venner og familie, der var kommet. Min far hejste flaget, og så sang vi Se, nu stiger solen, Bladet i bogen sig vender, Altid frejdig når du går og En Vinter, lang og mørk og hård.

De følgende dage og uger fortsatte hun sammen med andre med at feste. Og den 24. juni havde hendes forældre sammen med andre lejet en bus, så de kunne komme til den store befrielsesfest på Skamlingsbanken. Her mødte omkring 80.000 op. »Det var en stor oplevelse at være med til og vidnede igen om, hvor glade vi var for at have fået vores frihed tilbage,« siger Solvejg Olsen.

 

 

Del dette: