Du er her: 

Afstemningsdagen

Kai Michelsens far måtte meget mod sin vilje trække i den tyske uniform under 1. Verdenskrig.

Kai Michelsen, Orupgaard, fortæller her om den dag, hvor Sønderjylland stemte sig hjem til Danmark. Den forudgående 1. Verdenskrig kostede hans familie dyrt. Tekst Kai Michelsen

I mit sønderjyske barndomshjem var den 10. februar en vigtig dag at mindes. Det var mindedagen for afstemningen i 1920. Mit hjem var en gård, som lå seks kilometer øst for Tønder og fem kilometer nord for den nuværende grænse. Vi havde 21 køer, og der var to skorstene på stuehuset.

Begge mine forældre kom fra gamle danske slægter, og der blev talt sønderjysk hos os. Hos andre familier i sognet, som var hjemmetyskere, blev der talt tysk. Min mor var født i 1904 og min far i 1896. De havde begge deres barndom i Sønderjylland, der siden 1864 havde hørt under Tyskland. Det betød, at de i hele deres skoletid kun var blevet undervist på tysk, og undervisning på dansk var forbudt.

Min morfars død

Så kom Første Verdenskrig i 1914, og den ændrede alt i hverdagen. Våbenføre mænd blev indkaldt til tysk militærtjeneste uanset nationale tilhørsforhold. Min morfar blev straks indkaldt ved krigens start i august 1914. Han var 35 år og skulle gøre tjeneste som vagt for russiske krigsfanger på øen Sild – relativt tæt på hjemstavnen.

Men allerede i december kom han syg hjem. Han var blevet smittet med sygdommen rosen og døde natten til den 14. december 1914 – på min mors ti-års-fødselsdag. Hendes mor, som var gravid, sad tilbage med fire børn og ansvaret for driften af gården.

Dilemmaet

Min farfar var død allerede i 1903, og min farmor drev gården videre som enke. Min far fik sin indkaldelse til krigstjeneste udsat flere gange, fordi han bistod sin mor med driften af gården. Men i 1916 gik den ikke længere, og indkaldelsen lå i posten. Min far var i et dilemma: Skulle han desertere til Danmark eller påtage sig pligten til tysk krigstjeneste, som indkaldelsen foreskrev.

Soldatertjenesten var afskrækkende; hele tiden kom der budskaber om faldne ved fronten – i alt omkom 6.000 fra det nuværende Sønderjylland i første verdenskrig. Men hvis han deserterede, afskar han sig fra at kunne overtage slægtsgården. Min fars lillebror havde allerede taget flugten til Danmark: I mørke gik de ud i Vadehavet, mod nord forbi grænsen og ind i Danmark på den anden side af grænsen.

Som eneste søn tilbage valgte min far at lade sig indkalde, og han overlevede to år ved fronten i Somme, Frankrig.

Stor glæde i Sønderjylland

Ved fredsaftalen i Versailles aftaltes, at der skulle stemmes om det nuværende Sønderjyllands fremtidige tilhørsforhold: Danmark eller Tyskland. På vores hjemegn var spændingen stor om, hvor grænsen mellem afstemningszonerne ville komme til at gå. Til stor lettelse i vor familie blev grænsen trukket lige syd for vort sogn. Og ved afstemningen den 10. februar 1920 var der et solidt flertal for at hele det nuværende Sønderjylland skulle blive dansk.

I de dansksindede familier var glæden stor i genforeningsdagene. Men for det tyske mindretal var der ikke tale om en genforening – for dem var det en deling af Slesvig og en adskillelse fra deres Tyskland. Hjemmetyske naboer var i vort hjem ikke en del af omgangskredsen. Nu er alt ganske anderledes: Tre af mine søskende, som blev bosat og drev landbrug i vort hjemsogn, omgås alle naboer.

Nu er der en positiv stemning mellem danskere og hjemmetyskere. Ved 100-års afstemningsfesten i år i forsamlingshuset deltog flere hjemmetyskere – det var utænkeligt i min barndom.

Del dette: