Du er her: 

Vi skal huske at sætte pris på vores frihed

Ole Sivertsen foran Mannerup Møllegaard i Osted. Gården er hans fødehjem, og det var her, han oplevede besættelsen af Danmark.

Han husker tydeligt den dag, Tyskland besatte Danmark. 87-årige Ole Sivertsen, Osted, fortæller her om de fem forbandede år og om glæden ved at få sin frihed tilbage.

Ole Sivertsen 

Der er så mange tråde, der skal forbindes, og så mange tanker, der skal sættes på plads. Det ved om nogen Ole Sivertsen, der i løbet af sit 87-årige liv har prøvet så meget. Måske netop derfor holder han sig sjældent tilbage med at fortælle uddrag af sin tilværelse, der i de unge år nok førte ham til USA og England, men som dybest set er solidt plantet i den fædrene muld på Mannerup Møllegaard i Osted. Det er da også her, vi står denne fredag eftermiddag i februar.

Ole Sivertsen med en let hovedbeklædning, der nærmest er blevet hans signatur, og en stok, der hellere end gerne udpeger det, der er, og det, der var engang. Som for eksempel den vognport, som nedbrændte en novemberdag i 1944. Det var her, at hans far opbevarede både køretøjer og våben for modstandsbevægelsen, og det var her, at den 11-årige Ole en dag blev lidt for nysgerrig

»Mine forældre var ikke direkte involveret i modstandsbevægelsen, men de hjalp de aktive på forskellig vis. Overfor mig var de ret åbne omkring det, og jeg var da også vant til at se forskellig aktivitet på gården. Alligevel blev jeg noget chokeret, da jeg en dag åbnede bagagerummet på en af de biler, der holdt i vognporten. Den var fyldt med maskingeværer. Det var altså noget af et syn for en dreng som mig, og jeg løb da også straks ind og sagde det til min mor. Men hun gav mig strenge ordrer om ikke at sige det til nogen,« siger Ole Sivertsen.

Den 9. april

Han slår en streg i jorden med sin stok og ser tilbage på besættelsesdagen den 9. april 1940.

»Jeg husker tydeligt den tirsdag morgen, tyskerne kom. Vi blev vækket tidligere end normalt, og vi mærkede straks, at der var en uro i huset. Over os hørte vi den voldsomme larm af tyske flyvere, og ude på hovedvejen vrimlede det med militære køretøjer. Stemningen var trykket, for mine forældre var da også meget bekymret for, hvad der skulle ske,« siger Ole Sivertsen og fortsætter:

»Allerede den første dag var det ved at gå galt. Sammen med nogle karle var min far ved at hugge kvas med en maskine, han lige havde købt sammen med nogle andre gårde. Det store opbud af mænd fik en tysk pilot til at tro, at de ville skyde fly ned, og derfor fløj han i en cirkel omkring vores gård, indtil det gik op for ham, at der ikke var fare på færde. Men min far og de andre mænd nåede at blive bange for at blive beskudt.«

Restriktioner og rationeringer

Ole Sivertsen var syv år, da Danmark blev besat. I sin bog Leg og pligt, som han udgav på eget forlag for nogle år siden, beskriver han blandt andet forholdene der besættelsen.

»Der var restriktioner på, hvad man måtte sige og mene, og hurtigt kom der rationeringer på de mest efterspurgte varer. Det gjaldt også benzin, så biler blev klodset op, Hvalsøbilen til Roskilde måtte kørepå gas, og hestevognene blev fundet frem igen,« siger Ole Sivertsen og fortsætter: »Det var fem forbandede år med indskrænkede muligheder, med restriktioner og med rationeringer. Jeg fulgte selv meget med i besættelsen og det, der skete rundt om i landet. Vi talte ikke pænt om tyskerne. Nej, vi skældte ud på dem, for de havde jo taget vores land og vores frihed.«

Modstanden

På den måde var det let at mobilisere lokalbefolkningen til modstandsbevægelsen. Ikke mindst efter den 29. august 1943, hvor tyskerne opløste den danske hær. »Det var den direkte årsag til, at flere og flere meldte sig til modstandsbevægelsen. Det var som om, at folk nu havde fået nok, og at man vidste, at vi kun kunne vinde krigen, hvis vi stod sammen,« siger Ole Sivertsen.

Trods sin unge alder gjorde han det, han kunne. På markerne ved Osted havde tyskerne bygget en telegraflinje. »Vi drenge, og jeg var vel 11-12 år, gik ud til telegrafpælene, fandt nogle sten og kastede til måls efter de hvide porcelænskopper, der isolerede ledningerne. Vi bildte os ind, at vi ødelagde en hel masse, selvom vi nok ikke gjorde det, når det kom til stykket. Men for os var det vigtigt at vise, at vi var på sabotørernes side,« siger Ole Sivertsen.

Måske han fik nogle staldtips derhjemme. Hans forældre husede ofte modstandsfolk, der var gået under jorden for den tyske besættelsesmagt. Det skete også den 19. september 1944. Her blev de danske politibetjente anholdt af tyskerne. De fleste blev sendt til uvis skæbne i koncentrationslejre, mens andre nåede at flygte. »To af dem kom til vores dør. De spurgte, om de måtte sove hos os natten over, hvilket de naturligvis fik lov til,« siger Ole Sivertsen.

Træet i skoven

»Det står herhenne.« Ole Sivertsen fører an på vores tur i Bidstrup Skovene ved Hvalsø. Vi er ved resterne af det træ, som i dag fungerer som et minde over de allieredes våbennedkastninger. Nogle gange, hvis ikke ofte, hang faldskærmene, der bar varerne, fast i trækronerne, og i de tilfælde måtte frihedskæmperne mere eller mindre save grenene over. Derfor har træet i dag en form med ingen grene og en stamme, der mere eller mindre er gået i sig selv. »Det her sted har stor betydning for et stort område. Nogle af de våben, der blev gemt hos os, blev kastet ned her,« siger Ole Sivertsen og fortsætter:

»Jeg var aldrig med herude. Det var alt for farligt, for dem, der hentede våbnene, gjorde det med livet som indsats,« siger Ole Sivertsen.

Den store begejstring

Vi er tilbage på Mannerup Møllegaard. Det er her, Ole Sivertsen er født og opvokset og har arbejdet det meste af sit liv. I 1999 afhændende han og hans hustru, Tove, gården til sønnen Peter. Siden har de boet i en villa blot få hundrede meter fra gården.

Jeg kommer her hver dag og hjælper til,« siger han og peger op på det gule stuehus. Det var derinde, jeg hørte frihedsbudskabet,« siger han så. »Jeg blev enormt begejstret for befrielsesbudskabet. Vi råbte hurra og løb ud ad dørene og mødte naboerne, som vi delte begejstringen med. Jeg var 12, da befrielsen kom. Jeg syntes, det var en fantastisk dag, og jeg havde fulgt krigshandlingerne ligeså meget som de voksne,« siger Ole Sivertsen. Dagen efter lød kirkeklokkerne over Osted og omegn. Rygtet gik, at der blev kaldt til gudstjeneste, og folk skyndte sig af sted i det tøj, de nu engang havde på.

»Man slap hvad man havde i hænderne for at mødes i kirken. Det var en skøn gudstjeneste, hvor vi sang kendte salmer, og hvor vi sammen glædede os over befrielsen,« siger Ole Sivertsen.

For ham er det vigtigt, at man bliver ved med at fejre den genvundne frihed. »Vi skal blive ved med at markere befrielsen. Vi skal glæde os over det, vi har i dag. Det var en glædelig begivenhed, for det var ikke en selvfølge, at de allierede vandt. Frihed er ikke noget, der er givet, og her i 75-året for befrielsen skal vi fejre vores frihed.«

 

Den tragiske hændelse i Sorø

Han har så meget at berette. Om folk på egnen, der enten var nazister eller blev taget af dem til uvis skæbne. Men én hændelse vender Ole Sivertsen tilbage til igen og igen ...

Det er lørdag den 5. maj 1945 omkring middagstid. En Ford V8 Cabriolet årgang 1937 er i høj fart på vej fra Roskilde mod Korsør. I den sidder de fire erfarne modstandsfolk Jens Erik Clausen, Erik Andersen, Knud H. Andersen og Børge T. W. Olesen, der nok glæder sig over befrielsen, men som også ved, at det ikke er ovre endnu. Der er stadig bevæbnede nazister og sympatisører, og ikke mindst Gestapos folk skal man være varsomme med.

Derfor er stemningen overalt i landet anspændt. Via telefonnettet går rygtet, at den rappe Ford bliver ført af Gestapos folk, og at den for enhver pris skal bringes til standsning. I de første timer efter befrielsen er der ingen, der stiller for mange spørgsmål, og derfor får misforståelserne lov til at vokse. Konsekvensen bliver fatal. Da bilen om eftermiddagen når Albertikrydset ved indkørslen til Sorø, bliver den mødt af massive skudsalver. Bilen bliver gennemhullet, tre af modstandsfolkene bliver dræbt, mens den fjerde kort tid efter dør af sine kvæstelser.

De fire afdøde bliver opfattet som landsforrædere. Indtil dagen efter, hvor sandheden kommer frem. Ved en ulykkelig fejltagelse har man skudt og dræbt sine egne.

Ole Sivertsen kan ikke slippe historien. Ikke mindst fordi man mener, at den bil, de fire kørte i, i perioder havde sin plads i vognporten på Mannerup Møllegaard.

»De brugte den i forbindelse med deres afhentninger ved nedkastningstræet, så det var en vigtig bil,« siger Ole Sivertsen, der ikke mener, at drabene i Sorø var et enkeltstående tilfælde. »Begejstringen over krigens slutning fortsatte længe, men i glædesrusen gik det flere steder næsten for vildt og voldsomt for sig. Nogle folk, som under krigen havde ytret sympati for nazismen, fik en hård behandling uden rettergang,« siger han.

 

 

Del dette: