Du er her: 

Man kan ikke sådan tage hjertesproget ud af et menneske

Foto Henrik Dons Christensen

I år er det 100 år siden, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark. For Peter Skov-Jakobsen, biskop over Københavns Stift, er det værd at fejre - både som begivenhed og som eksempel på respekten for hinanden.

Biskop Peter Skov-Jakobsen

 

Det handler om det utænkelige, der pludselig bliver det tænkelige og det mulige. Sønderjyllands genforening med Danmark, som blev effektueret den 15. juni 1920, har så mange lag. Det ved Peter Skov-Jakobsen, biskop over Københavns Stift, der ved flere lejligheder har talt og skrevet om netop denne historiske begivenhed.

For eksempel ved den store genforeningsgudstjeneste den 12. januar i Københavns Domkirke, hvor han prædikede for blandt andre kongehuset og regeringen. »Genforeningens historie er i sin nøgternhed og vanskelighed gribende, og den er selvfølgelig omstridt. Grænselandet er præget af, at kulturer filtrer sig sammen, at sprogene er mangfoldige med dansk, tysk, sønderjysk, plat og frisisk. Det er spændende og modsætningsfyldt, og det enkelte liv kan snart få knubs,« siger Peter Skov-Jakobsen.

Og det fik det. I 1864, hvor Danmark tabte Sønderjylland til Tyskland, blev der vendt op og ned på tilværelsen for mange. Det, der før var naturligt som eksempelvis at gå til en dansk gudstjeneste, blev nu forbudt, og Tyskland krævede frem for alt, at deres nye landsmænd skulle kaste danskheden af sig.

»For mange i den nordlige del af Slesvig, som vi kalder Sønderjylland, var dét med den tyske nationalitet og følelse aldrig blevet lukket ind i hjertekammeret. Deres modersmål var dansk. Nemt havde det ikke altid været. Hjertesproget kan man ikke sådan tage ud af et menneske. Der er fortællinger og historieopfattelser, der hænger fast, og som går videre fra generation til generation, lige meget hvor grænsen lægger sig,« siger Peter Skov-Jakobsen.

6.000 blev dræbt på slagmarken

Det blev især tydeligt i forbindelse med 1. Verdenskrig. Her blev 30.000 unge slesvigske mænd indkaldt til at gøre tjeneste i den tyske hær. 6.000 af dem blev dræbt på slagmarken, og det satte så dybe spor, at det stadig prægede familierne efter genforeningen. »Jeg tror aldrig, det gik helt op for Danmark nord for Kongeåen, at der med genforeningen kom mennesker, der var præget af sorg over død og tab og meningsløshed,« siger Peter Skov-Jakobsen og fortsætter: »Jeg tror heller ikke, at vi med genforeningen helt forstod, hvad det vil sige at være skilt fra sit modersmål, og hvilken længsel dét bragte med sig,« siger Peter Skov-Jakobsen - og kommer med en sammenligning med 2. Verdenskrig:

»I det 20. århundrede blev vi virkelig vidne til både det smukkeste og til hæslighedens vanvid. Vi lærte noget om demokratiets skønhed. Vi lærte også noget om diktaturernes tarvelighed, menneskeforagt, om hemmeligt politis nederdrægtighed, om fanatismens døve og blinde vrede.«

Mindretallenes betydning

Af samme grund hylder han det nuværende samarbejde og den gensidige forståelse, der er, mellem det tyske mindretal i Danmark og det danske mindretal i Tyskland.

»Efter genforeningen var der heldigvis fra begyndelsen en bevidsthed om, at der også var blevet skabt mindretal på begge sider af grænsen. Højskolebevægelsen og demokratiet havde efterladt en klar opfattelse af, at trods national kamp og sprogstrid måtte man give menneskene lov til at tale det sprog, som stod deres hjerte nært. Én stor lykke og sikkert også et samlende moment er, at sønderjysk er det fælles mål.

Selvfølgelig skulle der være tyske skoler, biblioteker og kirker, for netop åndsfriheden skulle præge det fælles liv,« siger Peter Skov-Jakobsen og fortsætter:

»Intet er mere naturligt end at elske sit land, sit sprog og være dybt taknemmelig mod sin kultur. Den polskfødte jøde Zygmunt Baumann har formuleret et håb, som jeg vil håbe kan åbne vores danskhed, tyskhed eller engelskhed. Han skriver et sted, at vi nu for første gang kan opelske en nationalfølelse, der kan glæde sig over sit, men ikke lægge afstand til dén med en anden nationalitet, et andet sprog, en anden kultur.«

dén med en anden nationalitet, et andet sprog, en anden kultur.« Med sin bestyrelsespost i Danske Sømands- og Udlandskirker, DSUK, som Dansk Kirke i Sydslesvig er en del af, kender Peter Skov-Jakobsen til grænselandets muligheder og udfordringer.

»Mindretallene nord og syd for grænsen er blevet en del af vores nationer. De er blevet brobyggere, og de er blevet foregangsmennesker i et Europa, hvor dét med grænser, nationalitet og kultur ofte er vanskeligt. De er blevet en del af vores nationer og vores selvopfattelse. For mig er de en del af skønheden i grænselandet, en del af forunderligheden, en del af det modsætningsfyldte, en del af glæden og legen i det nationale, i det kulturelle og mellem menneskene, der er på vej,« siger Peter Skov-Jacobsen.

Lad de små børn ...

I den prædiken, han holdt ved genforeningsgudstjenesten, sammenlignede han den nødvendige rummelighed for andre med Jesu ord om, at børnene skulle komme til ham.

»På Jesu tid hørte det til den fromme mands bøn, at man dagligt takkede Gud for ikke at være blevet hedning, fjols eller kvinde. Derfor var det også en uhyrlighed at komme anstigende med børn, for de var slet ikke noget,« siger Peter Skov-Jacobsen og fortsætter:

»Jesus kunne have givet disciplene ret i deres forargelse over børnene og deres leg, og han kunne have sendt dem hjem til deres mor og far, hjem til deres ophav, hjem til deres nation, deres religion, deres kultur. Det gjorde han ikke. Vi har noget fælles for, sagde han. Vi har Guds rige foran os, og det er glædens mål, det er legens mål.«

Igen trækker Peter Skov-Jacobsen en streg til sameksistensen.

»Vi som er flertal skal lære os ikke at være bænkevarmere, for vi skal med i legen - med i forundringen og forbløffelsen. Vi kan lege os ind på hinanden, og alt tyder på, at resultatet af den leg er afgørende for freden i Europa og i verden,« siger han og fortsætter:

Europa og i verden,« siger han og fortsætter: »Kan vi finde ud af at elske vort land, være europæere med agtelse for hinanden og indtage vores plads som verdensborgere? Vil vi turde gå over grænser? Tør vi sætte grænser for andet? Jeg håber, at den kærlighedens leg og det letsind, der begyndte ved tidernes morgen, og som blev udtrykt af Guds menneskelige ansigt på jorden, Jesus, vil give os glæde, latter og fantasi, for at det ikke må ende som Kresten Andresen, der omkom i slaget ved Somme, skrev hjem i et brev om krigens kendsgerning: »Et menneskeværk, der ikke kan tøjles.«

Tekst Bo Nygaard Larsen

 

 

Del dette: