Du er her: 

Der er noget sært smukt ved julemorgen

Tekst Laura Lundager Jensen, Valgmenighedspræst Foto: Privat

Der er noget sært smukt ved julemorgen. En ro, der står i stærk kontrast til juleaften, hvor følelsesregisteret var på kogepunktet for at etablere den helt rigtige jul.

Dette er Valgmenighedspræst Laura Lundager Jensen's juleprædiken fra 2018.

Der er noget sært smukt ved julemorgen. En ro, der står i stærk kontrast til juleaften, hvor følelsesregisteret var på kogepunktet for at etablere den helt rigtige jul. Og så julemorgen, der på trods af bekymringer, forkert købte gaver, brændte brunede kartofler og en tør and - er fred. Som om alle verdens nøgler har fundet sine låse, og dørene er åbnet til den store grundlæggende orden. Døren der viser os ud af hverdagens rod – og ind i Vorherres orden.

Jeg læste den anden dag novellen Rod af den norske forfatter Karl Ove Knausgaard fra novellesamlingen Om vinteren. Den begynder sådan her:

”Vi er en af de familier der roder. At det er noget der plager mig, ikke voldsomt, men jævnt og stille, bliver tydeligt i måden jeg formulerer det på – at vi er en af de mange familier der har det sådan, er åbenbart en måde at ufarliggøre rodet på, sprede det ud på flere hænder og gøre det mindre. Det er ikke kun os der roder, vi tilhører en større gruppe, så det at rode er en almindelig menneskelig tilstand og ikke noget at skamme sig over. Men det er netop det jeg gør. Når det banker på, og jeg åbner døren så den besøgende kan se ind i gangen hvor sko og støvler ikke står ved væggen eller i skostativet, men ligger spredt ud over gulvet, og bænken under vinduet er fuld af alt muligt tøj, tilmed håndklæder som børnene har lagt fra sig på vej fra badeværelset til stuen, og der fra væggen under trappen rejser sig et bjerg af rulleskøjter, cykelhjelme, ridehjelme, ridebukser, skoletasker, og der mellem alt dette ligger visne blade, stilke, græsstrå, jordklumper og småsten, foruden huer, vanter, halstørklæder og sokker …”.

 … og sådan forsætter han op ad trappen og ind i alle værelserne. En beskrivelse af det net af rod, der har det med at indtage ens liv og overtage systemerne. De fleste kender det, måske især børnefamilierne. Og dagligt forsøger man at bekæmpe angrebene.

Men novellen vil mere end bare udstille vores rodnet. Afslutningen lyder:

”I det hele taget ligner måden rodet spreder sig på, måden sne fordeler sig på i skoven, nogle steder ligger den op ad træstammer, andre steder i dybe driver og andre igen spredt i helt tynde lag. Men rod er ikke et begreb der giver mening i naturen uanset hvor vildt et krat vokser, eller hvor mange træer en storm har væltet, eller en brand har forkullet, og sådan er det fordi naturen ikke har to niveauer, et ideelt og et reelt, men kun eksisterer i det ene, det reelle. En husholdning eller en familie, derimod, eksisterer i det reelle og strækker sig mod det ideelle. Alle tragedier springer ud af denne dobbelthed, men også alle triumfer. Og det er følelsen af triumf der kendetegner mig nu når køkkenet inde i huset på den anden side af plænen, lysende som en togkupé i mørket, hvor jeg bare for nogle timer siden ryddede op og gjorde rent til jul, er skinnende rent og blankt.”

Af mange grunde fængslede novellen mig, for overvejelse om naturens orden, der uanset hvor rodet den udfolder sig aldrig er ROD, er vigtigt set. Det er skabelsens orden, Vorherres orden.

Det er vigtigt at fastholde, at en husholdning må operere med to planer, ikke bare det reelle. Vi bør stræbe mod orden, stræbe mod, at køkkenet, i alt fald til jul, står skinnende rent og blankt, stræbe mod jævnligt at tvinge bunkerne tilbage og opløse stablerne på skrivebordet.

Men Knausgaard har fat i noget væsentligt. Bevægelsen mellem det reelle og det ideelle plan er ikke kun lykken: ”Alle tragedier springer ud af denne dobbelthed, men også alle triumfer …”.

Hvis trangen til at stræbe mod det ideelle får overtaget, indtræder tragedien. Er det ikke sådan, at de mest hyppige psykiske lidelser i det moderne samfund netop er et sygeligt forsøg på at kontrollere og bevæge sig mod det perfekte. Er vi trænede nok, smukke nok, dygtige nok, fik vi den rigtige karakter, har vi den rigtige karakter, er vi kærlige nok, opmærksomme nok, elskelige nok?

Men målt efter hvilket ideal? Verdens eller Vorherres? Ideologien eller religionens?

Tragedien indtræffer, hvis vi kun stræber efter den af verden satte orden: verdens 12-taller, verdens modekodex, verdens karrierebillede og ”Bo bedre standarder”. For verdens orden er uden tilgivelse. Verdens orden er sat af mennesker for mennesker, og barren flyttes hele tiden højere op. Verdens orden er et praktisk navigationsmærke, men ødelæggende, hvis det er det eneste.

Kunsten må være at kunne bevæge sig mellem det reelle og det ideelle. Kunsten er at kontrollere sit kontrolgen på en sådan måde, at der er plads til det frugtbare rod, for kaos er en risiko, men også en chance, som en fransk filosof skrev. En chance, der rummer de lærerige muligheder i fejlen, tilgivelsen i manglen og triumfen over systemet.

Hvis Vorherre ville have haft det anderledes, havde han jo nok ladet det lille Jesus barn føde på en pæn og nydelig farveafstemt fødestue med lav meditationsmusik og venlige og effektive jordmødre. Men sådan blev det jo ikke. I stedet blev verdens frelser født i en gammel faldefærdig stald med muselorte og kokasser og hul i loftet. Og netop derved skabtes en ny orden.

En orden hvor det reelle plan er det ideelle plan, hvor uordenen er ordenen – som replik til den verden, der dengang som nu forsøgte at sætte standarder for alt, lige fra folketællinger til Mosebøgernes mange bud.

Da Vorherre lod sig føde i så rodet en stald i så rodet en nat – skabte han en ny orden – en kærlighedens orden, en tilgivelses orden – der glæder sig over rodet såvel som et julerent køkken, men mindst ligeså meget glæder sig over den julefred, der julemorgen flytter ind i menneskers hjerter – den reelle julefred, der hvis vi tager den med os – kan trumfe verdens krav og systemer og standarder hele det kommende år. 

En orden, der smiler ad brændte brune kartofler, og glæder sig over mislykkede, men kærligt mente julegaver. En orden der indgiver frihed og frimodighed til at leve livet - ikke under verdens dom, men på tilgivelsens præmis. 

Glædelig jul. 

 

 

 

Del dette: