Du er her: 

... bliv nu hos mig med din fred, og giv mig mod til at leve, som du har lært mig

Tekst Dorte Thorgaard Petersen Vignet Karen Thorgaard

Der kan være mange grunde til at deltage i søndagens gudstjeneste. Det er der også for Dorte Thorgaard Petersen, der i denne klumme skriver nærmere om sit personlige forhold til at gå i kirke.

”Det er umuligt at være i dårligt humør, når man tager hjem herfra,” sagde en medforælder for nogle år siden, da vi fulgtes fra morgensang på Osted Friskole ud til p-pladsen.

”Selvom man var i dårligt humør, da man kom, er man i godt humør, når man går”

Han refererede til sangen, der altid er en fast ingrediens på den skole.

Personlig eksistens

Uden sammenligning i øvrigt vil jeg hævde, at kirkegang kan have en tilsvarende effekt ... hvis ikke ligefrem glæde så i hvert fald en større lethed i sindet, når man tager derfra.

Jeg er ofte kommet til gudstjeneste med hovedet fyldt af tanker om, hvordan jeg skal løse et problem på mit arbejde den kommende uge, irritation over de trivialiteter, tilværelsen unægtelig er fyldt med eller bare lidt indre gråvejr. Sågar en tandlægetid i horisonten kan føles som en sten i skoen.

Når jeg ankommer til kirken, bliver jeg mødt af en ro og en forudsigelighed, hvor jeg blot kan sætte mig og tage imod. Laura er et sted oppe foran, organisten et sted bagved … der er andre mennesker, men jeg skal ikke gøre eller sige noget. Uanset hvordan jeg har taget del i den kommende times bøn, sang, ord og prædiken, så har jeg fået et følelsesmæssigt overblik over tilværelsen, når postludiet lyder. 

Nogle gange er det nok kun underbevidstheden, der har lyttet, selv har jeg været i en mental dvale, andre gange har været lykkelige, når salmesangen har været ekstra flot – eller jeg har følt mig forbundet med Treenigheden. Andre igen har prædikenen inspireret til tanker, som er anderledes vigtige end dem, jeg selv kom med, og som ofte taler direkte ind i de temaer, jeg tumler med lige nu.

Meningen med det hele

Altid er jeg gået ud i våbenhuset med en klarhed over min egen plads i livet og med meningen med det hele. Forklaret - og med et ønske om at opføre mig ordentligt over for mine medmennesker. 

Jesus får det jo til at lyde så enkelt (selv om det er umuligt). På en god søndag kan den sindstilstand faktisk holde helt til om aftenen. 

Min mand og mine børn har helt givet mere gavn af mig de søndage, jeg har været i kirke. Og tandlægen får den plads i sindet, som tandlæger skal ha´(no offense).

Menighedens eksistens

Mit ærinde her er dog også at minde om, at det er helt afgørende for selve Osted Valgmenighed, at vi som medlemmer møder frem til gudstjeneste.

Det er der heldigvis en del, der gør – men der er altid plads til en mere. Vi er privilegerede med et væld af tilbud om åndelig føde med højskoleaftener, torsdage med tanker, udflugter, filmklubsaftener, grundlovsfejring, studierejser osv.

Men det kan man jo også finde andre steder. Dét, der bærer menigheden som fællesskab, er gudstjenesten. Uden gudstjeneste ingen menighed, og uden kirkegængere ingen gudstjeneste.

 

 

Del dette: