Du er her: 

Vi skal ikke forny gudstjenesten for fornyelsens skyld

Af Bo Nygaard Larsen Foto Lyngby Kirke

Det er nødvendigt med en teologisk stringens i gudstjenestens liturgi. Det mener sognepræst Jørgen Demant, Lyngby. Samtidig opfordrer han til en mere åben debat om gudstjenesten mellem præst og menighed.

Der er altid behov for en fornyelse af gudstjenesten. Men ikke for enhver pris. Sådan lyder det fra Jørgen Demant, tidligere præst i Frederiksborg Valgmenighed og nuværende sognepræst i Lyngby.

»Der skal fornyelse til for at bevare traditionen. Sådan har det altid været. Men det er forkert at skabe fornyelse kun for fornyelsens skyld, for vi skal være opmærksomme på, hvad det er, vi ønsker at bevare og værne om,« siger han og peger særligt på gudstjenestens ritualer.

»Vores ritualer har en aura, en fremmedhed og en mystik, som de lever af. Det er det, der gør dem til det uforklarlige. Derfor skal vi vogte os for rationalismen, hvor trangen til at kunne forstå og føle alt dominerer. Den form for autencitetsraseri skal ritualerne ikke ligge under for,« siger Jørgen Demant og nævner nadveren som et eksempel.

»I nadveren spiller lammet som offerdyr en central rolle. Men det kan være svært at forstå, og derfor er der nogle, der ønsker at pille offerteologien ud af nadverritualet. Men vi skal passe på med at skære det, vi ikke forstår, fra hinanden med en skalpel, for gudstjenesten lever jo mellem mystik og forudsigelighed og fremmedhed og nærhed,« siger Jørgen Demant. Alligevel åbner han op for visse fornyelser.

»Jeg holder meget af Bibelens poesi og ophøjethed. Men på den anden side må det heller ikke blive ren voodoosnak. For eksempel er der mange, der ikke forstår, hvad Paulus siger. Derfor skal vi have nogle nye oversættelser af hans tekster,« siger han.

Vigtigt med samtalen

Jørgen Demant er en af dem, man lytter til i den kirkelige debat. Det skyldes ikke mindst hans solide teologiske ballast. Han er især optaget af gudstjenesten og dens liturgi, og det var derfor heller ikke tilfældigt, at han blev udnævnt til fagsekretær for det biskoppelige udvalg, der tidligere i år offentliggjorde rapporten Gudstjeneste – Om gudstjenestelivet i Den Danske Folkekirke. Rapporten er en ud af tre, der netop nu er sat til debat, og for Jørgen Demant er det afgørende med flere stemmer.

»Det er vigtigt, at vi hele tiden diskuterer gudstjenesten. Luther lagde vægt på, at menigheden er subjektet i gudstjenesten, fordi den jo netop tilhører menigheden. Derfor skal vi hele tiden kvalificere menigheden til at byde ind med, hvordan den synes, gudstjenesten skal være,« siger Jørgen Demant

Han henviser til, at det er menighedsrådets ansvar at fastlægge liturgien inden for de muligheder, loven giver. Men for ham er det mere teoretisk tænkning end praktisk udfoldelse.

»Alt for ofte overlader menighedsrådet opgaven til præsterne, og omvendt tager præsterne ikke menighedsrådet alvorligt i dette spørgsmål. Og det er problematisk, for så får vi ikke den nødvendige samtale om gudstjenesten,« siger han og fortsætter:

»Årsagen er, at vi på det liturgiske område har været meget konservative. Og kirken har tænkt meget hierarkisk. Ret beset er der ikke sket meget med gudstjenesten siden 1685, hvor staten og biskopperne tog magten fra menighederne. Så den lutherske grundtanke om at inddrage menighederne kender vi ikke til, og så er det svært at kvalificere samtalen,« siger Jørgen Demant.

Derfor foreslår han, at der bliver nedsat et nationalt liturgisk værksted bestående af lægfolk, præster og andre akademikere. »Værkstedet skal være med til at skabe mere kvalitet i samtalen om gudstjenesten, liturgien og vores bønsliv. Det vil være et nødvendigt greb i det videre forløb,« siger han.

Tre gudstjenestemodeller

Og der er nok at tale om. I rapporten præsenterer udvalget tre modeller for autorisationen af gudstjenesten. Altså hvor meget den enkelte menighed selv må bestemme. Den første model hedder Den konservative og er en bevarelse af den nuværende gudstjenesteordning, mens model 2, Den frie, kun autoriserer strukturen. Model 3 eller Mellemvejen autoriserer både strukturen og udvalgte dele af gudstjenesten.*

»Jeg er ikke tilhænger af den frie model 2, for det betyder, at præst og menighed selv skal forme liturgien, og det er de slet ikke skolet til. Det kan ikke nytte, at bønnerne siger noget andet end det skrevne ord,« siger Jørgen Demant, der er tilhænger af Model 3.

»Den model skaber fornyelse og fastholder genkendeligheden. Fordi vi ikke har en kvalificeret samtale om liturgien, bliver vi nødt til at have en teologisk klarhed og stringens. Sagt på en anden måde skal der være en standard, der holder den evangelisklutherske tanke på plads.«

Helligånden er ikke tidsånden

Gudstjenestens struktur har ofte fået kritik for at være for gammeldags og utidssvarende. Men det argument køber Jørgen Demant ikke.

»Helligånden skal ikke gå op i tidsånden, så her gør det ikke noget med et efterslæb,« siger han og fortsætter: »Formålet med en fornyelse er som regel at gøre det mere forståeligt for de udenforstående. Men undersøgelser viser, at der skal meget store ændringer til i indholdet, før folk opdager det. Det viser, hvor stærk formen og strukturen er.«

Det samme gælder musikken, salmerne og prædikenen. »På disse tre områder har folk en mening. Musikken har en status, hvor den rækker tættere på sindet end ord. Og salmerne betyder virkelig noget for folk. Det er ikke et spørgsmål om nye eller gamle salmer, men om de er gode eller dårlige. Og når vi taler om prædikenen, er folk optaget af at få noget med hjem,« siger Jørgen Demant.

 

Gudstjenestepraksis er lige nu til debat

Folkekirkens gudstjenestepraksis er lige nu til debat. Biskopperne har sat gang i et udredningsarbejde af gudstjenestens faste form, liturgien. Tre udvalg har undersøgt gudstjenestelivet, som det ser ud i dag. Der er nu lagt op til en bred folkelig og kirkelig debat om, hvordan gudstjenesten i fremtiden skal forme sig.

De tre rapporter handler om: 

Autorisation og frihed. Hvordan skal balancen være mellem det, folkekirken skal gøre på den samme måde landet over, og det, den lokale menighed har frihed til selv at bestemme? 

Gudstjenesten. Måden, vi fejrer gudstjeneste på, kaldes liturgi. Hvordan fejrer vi gudstjeneste i dag? Hvordan gør vi det bedst? Er gudstjeneste en fest? en tradition? en relation? et drama? Hvordan kan gudstjenestens mønster af ord, musik og tegn være frisættende? Hvilken rolle spiller rummet, og hvordan opleves fællesskabet? Hvordan bliver gudstjenesten et rum, hvor vi møder Gud? 

Dåb og nadver. Hvad er det centrale ved dåb og nadver, set i en evangelisk-luthersk sammenhæng, og hvad vil det sige, at dåb og nadver er sakramenter?

Pixiudgaver at de tre rapporter finder du på https://www.folkekirken.dk/aktuelt/liturgiarbejde

 

 

 

Del dette: