Du er her: 

Kirken er ikke kun for elitekristne

Morten Fester Thaysen, sognepræst i Varde, er her fotograferet i Vartovs gård. Tekst og foto: Bo Nygaard Larsen

Morten Fester Thaysen - Et af kirkens varemærker har altid været at skabe fællesskaber for mennesker, der ikke nødvendigvis har noget til fælles med hinanden. Det siger sognepræst Morten Fester Thaysen, Varde, der frygter, at kirken bliver delt op i de kirkevante og de kirkefremmede.

Broadway blinker sine mangefarvede budskaber ud over det altid hektisk New York denne dag i 2017. Indenfor i Times Square Church prædiker pastor Carter Conlon fællesskabet frem for alt. Morten Fester Thaysen, sognepræst ved Varde Kirke, er i blandt den 800 mand store menighed. 

tore menighed. Han undrer sig over, at rummet ligner alt andet end en kirke, og at hverken alter, døbefont eller kors sådan er til at få øje på. Måske ikke så underligt endda, for menigheden holder til i det tidligere Mark Hellinger Theatre, der er mest kendt for den originale opførelse af My Fair Lady fra 1956-62.

»Det var en skør oplevelse, for det var en prædiken, hvor fællesskabet blev opprioriteret, så selve liturgien blot blev et udtryk for en iscenesættelse. På den måde bekræftede menigheden sig selv og gjorde fællesskabet til noget, der for en kølig protestant som mig virkede ekskluderende,« siger Morten Fester Thaysen.

Liturgien former troen

Der er langt fra Broadway til en dansk sognekirke. Men afstanden er ikke større, end at der kan være ligheder. Morten Fester Thaysen er en af de ivrigste deltagere i debatten om den gudstjenestefornyelse, som biskopperne lægger op til.

Efter tre års arbejde præsenterede tre fagudvalg tidligere i år tre rapporter med tilhørende pixiudgaver, som skal danne grundlag for en offentlig debat – nationalt og lokalt – om autorisation, gudstjeneste, dåb og nadver.

»Det er en spændende debat, for den vil vise, hvor vigtig gudstjenestens liturgi er. Det er den, der former troen, fordi liturgien iscenesætter mødet mellem Gud og mennesket. Den Gud, man møder i troen, er den, man møder i liturgien,« siger Morten Fester Thaysen.

Den nødvendige fornyelse

Det er det møde, han frygter vil få dårligere betingelser, hvis gudstjenesten og liturgien bliver fornyet for meget.

os, så liturgien og for eksempel salmerne og bønnerne får en sprogdragt, der afspejler den tid, vi lever i. Men vi kan også forny os så meget, at vi piller ved liturgien og ender med at stå med noget helt andet, end vi havde tænkt os. Og sker det, bliver troen formet på en helt anden måde,« siger han.

Som eksempel nævner han Lindevangsritualet, som er nævnt i det biskoppelige udvalgsarbejde. Det er et nyt dåbsritual, der udspringer fra Lindevang Kirke på Frederiksberg.

»I modsætning til det autoriserede ritual nævner Lindevangsritualet ikke, at det kun er i kraft af dåben, at barnet bliver et Guds barn. Der ligger givetvis teologiske overvejelser til grund, men det som i første omgang virker som en lille ændring af ritualet, viser sig at være en helt anden måde at tale om dåbens virkelighed på. For det åbner for en debat om, hvad dåben egentlig er, og hvad den betyder for det enkelte menneske. Betyder dåben en indlemmelse i menighedens fællesskab alene? Eller fører dåben barnet fra syndens og dødens verden ind i Guds verden?« spørger Morten Fester Thaysen.

Det gudstjenstlige fællesskab

Dermed er vi tilbage i Times Square Church.  

Ganske vist er der markante forskelle, men fællestrækket er netop fokuseringen på fællesskabet. 

»Det gudstjenstlige fællesskab er ikke et fællesskab mellem mennesker, men mellem Gud og mennesker. Men når man gør det til det alligevel, ophøjer man det i en grad, så ikke alle kan være med. For så bliver det fællesskaber, der lukker sig om sig selv, som når Carter Conlon i sin prædiken skelner mellem de rigtige, der er de troende i hans kirke, og alle dem, der er uden for kirken,« siger Morten Fester Thaysen og peger på udviklingen i det hjemlige kirkeliv.

»Et af kirkens varemærker har altid været at skabe fællesskaber for dem, der ikke nødvendigvis har noget til fælles med hinanden. Jeg kan sagtens til en gudstjeneste sidde ved siden af en mand, jeg ikke kan lide, men det er underordnet, for det er ikke fællesskabet med ham, der betyder noget. Gudstjenesten er ikke et spørgsmål om at være fælles om noget og have en fælles identitet, men om at være fælles i noget,« siger han og fortsætter:

»Men i stedet for at fastholde dette, er kirken med til at igangsætte fællesskaber mellem mennesker, der ligner hinanden som mødre til babysalmesang, spaghettigudstjenester for børnefamilierne, ældre kvinder i strikkeklubben og orgelkoncert for en fjerde målgruppe. Derfor opstår der i kirken små parallelsamfund, hvor de, der ikke passer ind, føler sig ekskluderet. Derfor er det så afgørende, at vi i gudstjenestens liturgi ikke får lavet så mange fornyelser, at vi skubber flere væk fra det, vi skal være fælles i.«

Ikke kun for de elitekristne

Han siger det igen. Morten Fester Thaysen er ikke imod fornyelser, men han opfordrer til, at man er bevidst om, hvorfor man vil have dem.

»Tit tænker jeg, at fornyelsen kun er et ønske fra nogle elitekristne, der har haft det sjovt med at lave et ritual i en studiekreds. For når jeg spørger dåbsforældre og brudepar, ønsker de ritualer og salmer, de kender. De ønsker ikke en fornyelse, og når de så kommer i en kirke, hvor ritualet er lavet om, vil de føle sig udenfor,« siger Morten Fester Thaysen.

Måske debatten om fornyelsen i ritualerne kun vil blive ført blandt de få. Men den skal ikke hastes igennem, mener Morten Fester Thaysen.

»Der står meget på spil. Diskussionen om biskoppernes rapporter er en chance for en grundlæggende besindelse på den kristendom, der er tilstede i gudstjenestens liturgi. Handler liturgien om, at et fællesskab skal bekræfte sig selv igennem en række ritualer? Eller udtrykker liturgien et fællesskab, som lader sig noget sige af en udefra. En som forstyrrer fællesskabet, når det truer med at blive selvtilstrækkeligt? Sagt med andre ord: Er liturgien et udtryk for Guds tiltale og menighedens svar? Liturgi er ikke bare noget, vi leger. Liturgien handler om, hvem vi er, og hvem vi skal være,« siger Morten Fester Thaysen.

 

 

 

Del dette: