Du er her: 

Laura Lundager Jensen: Vi er båret af Ordet

Læs her mere om vandskulpturen Kilde i Vartov, der blev afsløret i pinsen 2018.


Tekst Laura Lundager Jensen, valgmenighedspræst Foto Bo Nygaard Larsen

Op til pinse blev der i gården i Vartov afsløret en vandskulptur, Kilden i Vartov. Den er placeret midt
i gården sådan, at Niels Skovgaards Grundtvigstatue ser lige ned på den. Den er værd at se på. Den er
af granit. På sin egen måde meget let og stille, og så alligevel tung og massiv.

Den er opbygget som en trappe og er cirka 80 centimeter høj. Midt i er en firkantet brønd, hvor en kilde stille bobler. Som en lille gejser, der aldrig springer.

I granitten er der med forfinet omhu ridset tykke og tynde grene, der i sirlige mønstre breder sig ned ad granittrappen i alle retninger og helt ud i den brolægning, vi, der færdes i gården, går
på.

Det er Laila Vestergaard, der er kunstneren bag. Hun leger med sten – ud af tung, grov, død granit får hun lavet en blød og levende fortælling om rislende vand og levende forgreninger. Ud
af den døde sten spirer Livets træ.

I vandet spejler himlen sig over Vartovs gård, hvor vejr og vind skifter med årstiderne. Ind imellem spejler der sig også en af børnehavens små, der er kravlet op ad stentrappen. Eller en af kollegiets unge. Eller folk på vej til foredrag eller på arbejde. Eller turister, der fra Regnbuepladsen udenfor har fundet ind i gården
for at spise madpakken i lidt ro.

Som en pinsens offerskål, hvor alle mennesker, alle modersmål glider sammen – som vi synger om det i »I al sin glans«. Og hvor naturens fortælling: Skyernes gang – himlens gang – glider sammen med vores fortælling. Alle vi, der på forskellig vis, med forskellige sprog og forskellige øjne – fra barnets nysgerrige
til turistens undrende – samles i kildens boblen. Natur og pinse er tænkt sammen.

Pinsebilledet fortsætter i forgreningen – ud af pinsens boblende offerskål sendes vi som grene ud i verden i alle retninger – selvstændige små grene, men forbundet – viklet ind i hinanden
som et levende fællesskab. Fastholdt i granit og gjort levende i Laila Vestergaards vandskulptur, hvor det døde gives nyt liv.

Når vi har kaldt vores nye blad Levende ord, er det med udgangspunkt i sammen modsætning. Fra det navn kan trækkes mange tråde – som grenene i Vartovs vandkunst. I Bibelen tales der om lovens ord på stentavlerne og så den nye lov, der skrives i hjertet. Grundtvig taler om det levende ord i modsætning til den sorte skole – tænkt både i skole- og i kirkesammenhæng. Modsætningen er lige så væsentlig i dag. Ord
skal leve i fortælling og forkyndelse, der løfter og opliver og løser fantasien.

Ordene skal blive til samtale. Vi skal dele vore fortællinger. Ellers bliver verden omkring os mere død end levende. Vi kan befinde os i noget, der ser ud som fællesskaber, hvor vi side om side er til stede, men uden at fællesskabet lever. I kontorlandskabet, i fitnessklubben, på stranden i Herslev. Det er først, når vi
begynder at tale sammen og tale om ting, der er vedrørende, at fællesskab vokser frem.

Det er først, når der hugges i den døde granit mellem mennesker, at de sirlige samtaler stiger frem i sindrige forgreninger.

Osted Valgmenighed er et fællesskab båret af ordet, der lyder i gudstjenesten. Det ord, vi er sat til at bære med os ud i levende fællesskaber.

Del dette: