Du er her: 

En kærlig hilsen fra kirkeministeren

Valgmenighederne gør det godt og er et bevis på den rummelighed, der er i folkekirken. Det mener kirkeminister Mette Bock (LA).


Tekst Mette Bock Foto Niels Hougaard

»Der Disputierteufel aus dem Norden. Sådan blev Søren Kierkegaards storebror, den senere biskop over Aalborg Stift P. C. Kierkegaard, beskrevet, da han var teologistuderende i Tyskland i 1800-tallet. En ordenes mand.

Mens lillebror Søren førte uendelige indre dialoger og skrev sit udødelige værk, blev P. C Kierkegaard kendt for at være diskuterende, debatterende og stærkt Grundtviginspireret.

Da han som kultusminister i 1868 lagde navn til valgmenighedsloven, sagde han selv, at valgmenighederne skulle ses som »hjælpemenigheder« til majoritetskirken.

Det kan både negativt betyde, at valgmenighederne måtte anses som underordnet folkekirken, og positivt at folkekirken har brug for valgmenigheder for at samarbejde tæt med andre former for aktive kristne grupperinger. Var det det ene eller det andet? Det var nok begge dele.

For der er en pointe i, at det ikke er entydigt, om valgmenighederne skulle anses som underordnede eller sideordnede folkekirken. De blev nemlig først og fremmest født i en bevidsthed om, at der var brug for frihed i det, der udviklede sig til den folkekirke, vi har i dag. P. C. Kierkegaard havde den opfattelse, at uenighed gør stærk. Især hvis vi trods vores forskellige syn i frihed kan blive i samme kirke.

Valgmenighedernes betydning. Undervejs til vor tid er en stor del af inspirationen til folkekirkens udvikling kommet fra netop valgmenighederne. Indførelse af menighedsråd, kvindelige præster, frit præstevalg til sognet, liturgisk fornyelse.

Valgmenighederne har ofte været foran. Det har været med til at sætte et fortegn for folkekirken: Påbud og forbud er ikke folkekirkens tradition. Trosspørgsmål afklares i frihed. Andres holdninger kan vi muligvis ikke forstå. Men de har ret til at have dem. Så længe det ikke går ud over andres liv og muligheder. Mon ikke det er den tradition, der får mange præster til også i vor tid at forsvare andre trossamfunds frihed – senest for eksempel til omskæring af drengebørn under ordnede forhold.

Og frihedsrettighederne rækker langt. For eksempel til retten til at sige nej til genvielse af fraskilte, vielse af homoseksuelle mv.

Vi bør i høj grad besinde os på denne frihedstradition i dag - også på andre områder af samfundslivet, hvor vi så gerne vil have sat alt på standard. Standarder og dermed ufrihed rummer i sig kimen til splittelse. Den har vi undgået i folkekirken. Netop på grund af frihedstraditionen.

Meget mere end hjælpemenigheder. I dag er valgmenighederne næppe kun »hjælpemenigheder«, men imødekommer også behov karakteristiske for vor tid.

For eksempel fordi udenlandsk inspiration skyller ind over landet og sætter det særligt danske i folkekirkeordningen under pres. Valgmenigheder er her muligheden for en god, særlig tilknytning til majoritetskirken. Og stadigvæk fordi den berømmede frihed i folkekirkens forkyndelse ikke kan tilfredsstille alle former for bibeltro. Her er dannelse af valgmenigheder en oplagt mulighed.

Så valgmenighederne har stadig fremtiden for sig – det var godt set af Der Disputierteufel aus dem Norden.


Del dette: