Du er her: 

Ove Korsgaard og de levende stene

At mødes ansigt-til-ansigt med mennesker, man kender, er udgangspunktet for en menighed som Osted Valgmenighed. Det skriver formanden for valgmenighedens styrelse, Ove Korsgaard.


Tekst Ove Korsgaard Foto Bo Nygaard Larsen

Indtil den nyeste udgave af salmebogen har sidste strofe af Grundtvigs salme Kirken er et gammelt hus fra 1837 været bortcensureret. I denne strofe hedder det:

Aldrig dog glemmes mer i Nord
kirken af levende stene,
dem, som i kraften af Guds ord
troen og dåben forene!
Selv bygger Ånden kirke bedst,
trænger så lidt til drot som præst,
ordet kun helliger huset!  


Grundtvigs påstand om, at ånden selv kan bygge kirke uden at have brug for præst eller konge, fandt man var for provokerende at synge i kirken. Grundtvig gør i salmen rede for sit kirkesyn. Han understreger, at kirken ikke består af bygningen eller præsteembedet, men af »levende stene«, det vil sige af en menighed og et menneskeligt fællesskab.

Den idé er vi dybt fortrolig med i Osted Valgmenighed, idet menigheden slet ikke har en kirke af sten. Vi lejer os ind i Osted Kirke og Allerslev Kirke til vore gudstjenester. Vi eksisterer således kun i kraft af de levende stene. Men hvad vil det sige? Består kirken kun af de mennesker, man mødes med ansigt-til-ansigt til gudstjenester og andre arrangementer, eller består den også af folk, man aldrig møder?

To slags fællesskaber. For at komme nærmere en forståelse af Grundtvigs menighedssyn, kan det være klargørende at skelne mellem to former for fællesskab: Et »ansigt-til-ansigt« fællesskab og et »ansigtsløst« fællesskab.  

Den første form kan opstå blandt mennesker, der lærer hinanden at kende på arbejdspladsen, på bodegaen, i fodboldklubben eller i menigheden.

Den anden form kan opstå mellem mennesker, der ikke kender hinanden personligt. Selv i et lille land som Danmark kender hver af os kun et lille antal af de mennesker, der bor i landet. Og alligevel kan man have en forestilling om at have et fællesskab med dem, man ikke kender, om at være dansker.  

At mødes ansigt-til-ansigt med mennesker, man kender, er udgangspunktet for en menighed som Osted Valgmenighed.Uden dette møde – ingen menighed. Men når trosbekendelsen fremsiges, hører vi i tredje trosartikel om en usynlig ånd, Helligånden, der tillægges helt afgørende betydning for etableringen af »den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund«.   

Den usynlige kraft. Helligånden, som fejres hver pinse, udgør en usynlig kraft, der kan skabe et langt større fællesskab end det lokale menighedsfællesskab – et fællesskab af levende stene, der ikke kender hinanden, som ikke taler samme sprog og som ej heller tilhører samme kultur. I Apostlenes Gerninger kapitel 2 beskrives det som et under, et pinseunder.

Dette pinseunder har Grundtvig gendigtet i sin storslåede salme I al sin glans nu stråler solen, hvori det hedder:

I Jesu navn, da tungen gløder
hos hedninger så vel som jøder;
i Jesu-navnets-offerskål
hensmelter alle modersmål;
i Jesu navn udbryder da/det evige halleluja.

I Osted Valgmenighed er denne salme altid blevet sunget med en kraft, der får en til at tro, at stenene synger med.  

Del dette: